Ida Musti
Schrøder

Ida Musti SchrøderJeg er uddannet sygeplejerske og Certificeret Imago Parrelationsterapeut. Har siden 1998 arbejdet med parterapi i København og i Svendborg. Er på niende år tilknyttet en psyko-spirituel udviklingsgruppe hos Bente Dessau og Lisbeth Clausen. Jeg har 16 års erfaring med parterapi, – og arbejder med kortere eller længerevarende parterapiforløb. Jeg tilbyder desuden individuel terapi.

Jeg har i hele mit arbejdsliv været meget optaget af, hvad det er der gør, at nogle mennesker trives, føler sig sunde og har mod på livet trods modstand, kriser og voldsomme begivenheder.
Forskning viser, at følelsen af at trives og af sundhed hænger sammen med følelsen af sammenhæng i ens liv, – om man har en oplevelse af, at tilværelsen er meningsfuld, forståelig og håndterbar.
Sundhed og livslængde viser sig at være afhængig af vores liv i relationer, – i parforhold, i venskaber, – i modsætning til at leve i ensomhed. Vi er hele tiden med til at skabe hinanden i relationen, – vore hjerners udvikling er lige fra vi fødes afhængig af vore relationer – også som voksne.Men i relationer kan vi også godt opleve ensomhed, – og at tilværelsen ikke er så håndterbar eller meningsfuld. Min relationsfokuserede terapi er inspireret af Imagoterapi og af Emotionsfokuseret terapi.

Jeg lægger vægt på tryghed, som er med til at skabe en åbenhed, en kontakt og et nærvær, som gør det muligt for parret og andre relationer virkelig at være og holde sig nysgerrige og se, høre og forstå den anden, sig selv og relationens mønstre og betydning i deres forhold.Følelsesmæssig lydhørhed og engagement berører os altid og beroliger os også på et fysisk niveau.Man kan sige, at kærlighedens drama handler om en hungren efter tryg følelsesmæssig kontakt. Længslen efter denne kontakt med dem, der er nærmest, har førsteprioritet, – og den overskygger selv driften efter mad og sex. Man kan sige, at en følelsesmæssig kærlig respons er den eneste beskyttelse, og den bedste overlevelsesstrategi, naturen har tilbudt os!

Kontakt

+45 6169 1642

Skriv til mig